Åbne Døre: Skræddersyede kurser til kommunens borgere og virksomheder

"Åbne Døre" er et tilbud fra Gribskov Gymnasium og henvender sig til private og offentlige arbejdspladser, erhvervsturister og lokalbefolkningen.

Vores ønske er at åbne dørene og derved styrke gymnasiets forankring i lokalsamfundet og det lokale erhvervsliv. Vi tilbyder at skræddersy kurser efter brugernes ønsker inden for gymnasiets fagrække. Det kan fx være et kursus i skriftlig formidling på dansk eller engelsk eller til en gruppe medarbejdere fra en kommunal eller privat arbejdsplads, eller et kursus i rejsefransk eller -tysk til en gruppe, der planlægger at rejse til Paris eller Berlin.

Lærerne på Gribskov Gymnasium er alle universitetsuddannede og kan derfor både tilgodese kursister, der vil erhverve sig basiskundskaber eller bare "snuse" til et fag, og kursister, der ønsker at udbygge deres kundskaber.

Vi er fleksible og har ledige lokaler om aftenen. Det gør, at vi kan opfylde kursusønsker med forholdsvis kort varsel.

Varigheden kan være fra et enkelt "indslag" til kurser, der strækker sig over flere måneder. Priseksempel (ved mindst 10 deltagere): 5 gange 495 kr. 10 gange 990 kr.

Vi håber på denne måde at kunne supplere de kursustilbud, der allerede findes i kommunen, og at "åbne døren" for de borgere, der ellers kun kender Gribskov Gymnasium af omtale.

Er du interesseret i at høre om mulighederne, er du velkommen til at kontakte skolens rektor, Kristoffer Høy Sidenius, på 48 79 84 10 eller på rektor@gribskovgymnasium.dk.